Midt i corona-krisen har verden brug for uafhængige medier

Vi er alle berørte af den coronavirus, som de seneste måneder har udviklet sig til en global pandemi – også IMS og de medier og organisationer vi samarbejder med rundt omkring i verden.

Denne særlige situation understreger, hvor vigtigt det er at have adgang til uafhængige medier. Den professionelle journalistik er et nødvendigt redskab til at verificere oplysninger og præsentere fakta og information, der kan hjælpe os til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Samtidig med smittespredningen ser vi desværre også en farlig strøm af misinformation, konspirationer og falske nyheder. I nogle lande ser vi også foruroligende forsøg på at lukke munden på de journalister og borgere, der stiller kritiske spørgsmål og påpeger fejl i håndteringen af krisen. Hos IMS gør vi alt hvad vi kan, for at støtte op om vores partnere og de medier, journalister og organisationer, der kæmper for at dække nyheder om coronavirus i deres lande. På vores hjemmeside har vi samlet en liste med nogle af de initiativer, der forsøger at afbøde effekten af falske nyheder om coronavirus.

Et vendepunkt for uafhængige medier?

Hvis der er ét lyspunkt i tragedien i denne pandemi må det være, at Covid-19 er en påmindelse til folk om den afgørende rolle, som uafhængige medier spiller i deres samfund. Fra Afghanistan til Zimbabwe oplever uafhængige medier at deres publikum vokser i takt med at folk indser at de har brug for faktuel og korrekt information for at navigere i krisen. På vores hjemmeside giver vi dig et overblik over noget af den højkvalitetsjournalistik, der i øjeblikket produceres af IMS-partnere som svar på krisen og den øgede efterspørgsel ude i verden på information.

IMS’ ambassadør Iben Marie Zeuthen har sendt os en video fra sit Corona-eksil om, hvorfor støtte til uafhængige medier er afgørende netop nu.


Verden har brug for uafhængig mediedækning under coronakrisen – og fremover. Vores ambassadør Iben Maria Zeuthen støtter IMS og kampen for uafhængige medier.