EU må ikke svigte Hvideruslands kamp for demokrati

Af Jesper Højbjerg, Tine Johansen, Elsebeth Gerner Nielsen og Mogens Blicher Bjerregård

Direktør, International Media Support; formand, Dansk Journalistforbund; formand, Den Danske UNESCO Nationalkommission; præsident, European Federation of Journalists

I disse uger er vi vidne til, at et folk efter 26 år under diktaturets åg rejser sig i massiv og overvældende protest og gør krav på de frihedsrettigheder, som for længst burde være blevet en selvfølge for alle på vores europæiske kontinent.

Alt for længe har Hviderusland mentalt været en blind plet på landkortet. Det synes vores udenrigsminister nu at være ved at tage et højst tiltrængt opgør med.

For det første ved både i ord og handling at have ageret resolut med solidarisk opbakning og med akut støtte til nogle af de mest udsatte hviderussiske demokratiforkæmpere.

For det andet ved kraftigt at opfordre vigtige internationale aktører som EU, OSCE og Europarådet til nu omsider at træde i karakter og engagere sig stærkt og konkret.

Og for det tredje ved nu senest at have inkluderet Hviderusland som et oplagt eksempel på emner, som bør gives prioritet i en ny orientering af vores EU-politik, som skal debatteres i de kommende måneder.
EU skal have en klar og stærk stemme internationalt, også når det gælder demokrati og menneskerettigheder.

Hviderussiske journalister i frontlinjen
Moralsk støtte og klare politiske tilkendegivelser er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Det ved vi fra mange års professionelt samarbejde med vores hviderussiske journalistkolleger og andre medieaktører i landet.
Gennem de sidste to årtier er det trods de ugunstige vilkår lykkedes for dem i et nært partnerskab med os at få opbygget og konsolideret et uafhængigt journalistforbund i Minsk.

Og i dag er det deres medlemmer, der er i forreste frontlinje i kampen for retten til at ytre sig frit, få lov til at forsyne befolkningen med troværdig, uhildet information og formidle en fri debat.

Moralsk støtte skal suppleres
Vi håber, at der hurtigt vil blive fulgt konkret op på udenrigsministerens ønske om international mobilisering af støtte gennem en række relevante organisationer herunder ikke mindst EU.

Og vi opfordrer til, at man fra dansk side i den forbindelse virker aktivt for, at den retoriske politiske støtte, hvis betydning vi værdsætter og anerkender, suppleres med helt konkrete indsatser til det hviderussiske civilsamfund herunder til journalisterne og de uafhængige medieaktører.
Uanset hvordan begivenhederne vil udvikle sig i den nærmest kommende tid, synes det givet, at vilkårene for uafhængige journalister og frie medier, som lige nu er under et enormt pres, vil kunne få afgørende betydning for processens videre forløb.

Forsvarer egne grundværdier
Både EU og Europarådet vil kunne yde vigtige og konstruktive bidrag til den fredelige proces, som er igangsat af en spontan folkelig bevægelse, og hvis eneste krav er respekt og anerkendelse af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, som vores eget europæiske fællesskab hviler på.
Dermed bliver det også ret beset vores egen selvrespekt og vores egne grundværdier, vi forsvarer. Og det er måske det allervigtigste ved Jeppe Kofods nye udmelding, som det kommer til udtryk ved sammenkædningen af Hviderusland med advarslen om den udglidning, vi er vidne til i lande som Ungarn og Polen.

Både her og dér er det på høje tid, at vi vågner op og besinder os på vores ansvar for at stå vagt om fælles værdier, uanset om de langsomt undergraves indefra i vores egen landekreds eller søges nedkæmpet med politiknipler og fængsling af vores journalistkolleger i Hviderusland.